Døveskolen i Rumænien

Døveskolen i Rumænien

På en døveskole i den lille by Cluj, i den transsylvanske del af Rumænien, har 19 børn nu fået ændret deres liv radikalt. Med William Demant Fondens hjælp har skolen, Kozmutza Flóra, indkøbt 38 Oticon-høreapparater, børnene har fået taget høreprøver, de har fået taget aftryk af deres øregang, så de hver især har fået et apparat, der passer lige til deres ører, og den lokale distributør har sørget for, at hvert høreapparat er blevet tilpasset det enkelte barn, som det sig hør og bør, når udbyttet skal være optimalt.

Fra at have gamle – eller slet ingen – høreapparater har børnene nu den nyeste teknologi i ørerne. Og med forbedrede omgivelser og nyt udstyr, som William Demant Fonden også har sponsoreret, kan børnene få en helt anden start på livet, end de ellers havde haft mulighed for.

På skolen har man nu fået et såkaldt ’udviklingsrum’ med møbler, legetøj og andre genstande, der er særligt velegnede til at styrke børnenes sanser, og med fondsmidlerne er der desuden blevet indkøbt et audiometer til børnene, så man kan foretage høretest på skolen.

“Vi har også kunnet købe en særlig non-verbal, kognitiv test, der kan bruges til børn mellem fire og syv år. Den hjælper os med at kunne stille den rigtige diagnose og følge udviklingen – og fordi den ikke er afhængig af sprogfærdigheder, kan den bruges til børn med talebesvær, autisme eller andre neuropsykologiske lidelser”, fortæller audiolog Szilard Nagy fra døveskolen.

”Endnu en gang, tak for jeres støtte”, siger Szilard Nagy.

Oticons distributør i Rumænien (Romsound) holder løbende kontakt med skolen for at sikre, at alt går som det skal.


dveskolen_rumnien_1dveskolen_rumnien_2