Klassiske musikfællesskaber med voksende international rækkevidde

23-03-26

Klassiske musikfællesskaber med voksende international rækkevidde

William Demant Fonden støtter kunst og kultur - især inden for musik. Således har Fonden i mange år støttet Sankt Annæ Pigekor samt Aarhus Kammermusikfestival. Begge initiativer er med til at udbrede kendskabet til den musiske verden - både i form af den klassiske kammermusik og kormusik i både traditionel og nytænkende opførelse. 

Sankt Annæ Pigekor har siden 1973 haft en mission om at skabe fællesskaber gennem musik på højeste kunstneriske niveau. Koret tilbyder således piger fra 6. til 9. klasse en unik musikalsk dannelse, hvor elever fra alle sociale baggrunde mødes og deler oplevelser og udvikling – både som sangere og mennesker. Korets vision er at positionere sig som en markant aktør inden for dansk og international kormusik. Gennem samarbejde med innovative komponister tilstræber koret at kombinere klassiske traditioner med nutidig udvikling i et fælles musikalsk miljø.

I 2025 bevilgede William Demant Fonden en million kroner til korets aktiviteter i perioden 2025–2027. Ifølge producent Rasmus Krøyer har pigekoret haft en stærk 2025-sæson med koncerter både i Danmark og i udlandet. Blandt højdepunkterne er samarbejdet med barokensemblet Concerto Copenhagen, hvor de sammen uropførte værket Prik i historien, opførte Vivaldis Gloria og gennemførte en turné i Italien. Han fortæller, at koret er særligt stolte af lige netop dette projekt: 

“Det levendegjorde de vigtige værdier, vi arbejder efter: kunstnerisk skabelse på højt niveau, bevarelse af traditionen og dannelse af vores dygtige sangere – som, ud over at være en del af Sankt Annæ Pigekor, også er ganske almindelige skoleelever, hvor sangen spiller en afgørende rolle i deres hverdag. Derudover handler det om at knytte dansk musikliv sammen på tværs af generationer og institutioner og om at give vores sangere oplevelser for livet i et unikt fællesskab præget af faglighed, dannelse og mødet med publikum.”

Lokalt aftryk
Parallelt med pigekorets udvikling mod større national og international rækkevidde arbejder Aarhus Kammermusikfestival med et tilsvarende udsyn, hvor både danske og udenlandske musikere deltager.

Hvert år i september bliver festivalen afholdt i Musikhuset Aarhus. Visionen er at præsentere klassisk kammermusik af høj, kunstnerisk kvalitet og skabe nye koncertformater og tværkunstneriske samarbejder mellem unge musikere og internationale topartister. 

Festivalen nåede i 2025 et historisk højdepunkt, da der blev slået rekord i både publikumsdeltagelse og deltagelse af over 50 musikere i form af ensembler, kor, strygeorkester, band og solister. Tony Nguyen, stifter af festivalen, beskriver hvorledes festivalen i 2025 havde et særligt lokalt aftryk: 

”Størstedelen af årets line-up var lokale musikere. Her fik vi startet en række nye samarbejder mellem musikere og ensembler, der aldrig har spillet sammen før. Netop skabelsen af nye forbindelser og et styrket klassisk musikmiljø i Aarhus er en af festivalens hovedvisioner.”

William Demant Fonden har bevilget 200.000 kroner til festivalen for årene 2025 og 2026.

En flerårig bevilling fra Fonden har haft en afgørende betydning for festivalens udvikling, fortæller Tony Nguyen: 

”Støtten har gjort det muligt for os at arbejde mere langsigtet og har styrket sammenhængen i den kunstneriske vision. Rent praktisk har bevillingen givet et økonomisk fundament at stå på samt en større ro i forhold til at lave gode aftaler langt ud i fremtiden.”

Et travlt 2026
Efter et år præget af kunstneriske højdepunkter og stærk lokal forankring ser både pigekoret og festivalen nu frem mod et aktivitetsrigt 2026, hvor Fondens flerårige støtte fortsat skaber rum for udvikling og nye samarbejder.
Rasmus Krøyer fortæller, at pigekoret kigger ind i et travlt år: 

”I foråret gennemfører vi et samarbejde med komponist og sanger Katinka Fogh Vindelev med koncerter på Glyptoteket og en efterfølgende turné til Frankrig og Tyskland. Desuden er koret efterspurgt til repræsentative engagementer i forbindelse med officielle begivenheder og internationale møder. Så med vores egne projekter og de mange henvendelser, koret får, bliver kalenderen hurtigt fuld!”
Tony Nguyen ser ligeledes frem mod festivalprogrammet i 2026 og de kunstneriske samarbejder, der skal præge året:

”I 2026 ser vi frem til at præsentere Den Danske Strygekvartet. Under hele festivalen medvirker kvartetten i mange forskellige konstellationer og kaster sig ud i både det klassiske repertoire og folkemusikken. Vi fortsætter vores samarbejde med aarhusianske kor, hvor det i 2026 bliver med det prisvindende kvindekor SORA, som består af 50 unge sangere. Vi ser også frem til at videreudvikle festivalens særlige koncepter med publikumsinteraktion, som år efter år er med til at gøre festivalen til noget særligt.”

 


Vi har også støttet ...