En af Danmarks største malere

24-02-20

Anna Ancher – fortællingen om en af Danmarks største malere

De fleste kender Anna Ancher og hendes billeder. Alligevel ses hun ofte portrætteret i skyggen af de andre skagensmalere. Derfor vil produktionsselskabet Thin Green Line med en ny dokumentarfilm have Anna frem i rampelyset og ud til et bredt Tv-publikum.

I foråret 2020 præsenterer Statens Museum for Kunst (SMK) i samarbejde med Skagens Kunstmuseer den hidtil største retrospektive udstilling om den store danske maler Anna Ancher. Dertil har Thin Green Line i samarbejde med DR produceret en dokumentarfilm om den store profil, der for nogle er et mysterium, for andre et forbillede og for de fleste en af Danmarks største kunstmalere. Filmen går helt tæt på og forsøger at sætte fingeren på det ganske særlige, der udgjorde mennesket Anna Ancher – inspirationen, talentet, ambitionen – i en mandsdomineret branche med højtprofilerede mænd som P.S. Krøyer, Holger Drachmann og Michael Ancher.

William Demant Fonden har doneret 100.000 kroner til udarbejdelsen af dokumentarfilmen, der kan ses på DR sideløbende med udstillingen samt på de to museer. Museumsudstillingen fortæller historien om, hvordan Anna Ancher med sine eksperimenterende værker fornyede dansk malerkunst, og den kan opleves fra den 6. februar til den 24. maj 2020.