Ny bevillingspulje støtter den danske jazzscene

Ny bevillingspulje støtter den danske jazzscene

William Demant Fonden bevilgede i 2020 en treårig donation på 1,65 millioner kroner til JazzDanmark som er den danske genreorganisation for jazz og arbejder med at udbrede jazzen i Danmark og den danske jazz i udlandet.

I forbindelse med donationen udtalte bestyrelsesformand for William Demant Fonden, Lars Nørby Johansen ”I de kommende år støtter vi særligt op om jazzen. JazzDanmark kender den danske jazzscene til fingerspidserne, og derfor giver det rigtig god mening for os at bevilge penge til en jazzpulje. Vi ser frem til, at der kommer luft under vingerne på en masse nytænkende projekter.”

Donationen har gjort det muligt for JazzDanmark at etablere Jazzpuljen, der over de kommende tre år gennem bevillinger støtter de mange innovative tiltag, der findes i dansk jazz. Donationen gjorde at projektet kunne lanceres på et kritisk tidspunkt, hvor der mere end nogensinde var brug for at give et rygstød til en branche, der har været stærkt presset af, at indtægter fra publikum har været umuliggjort.

“2020 har været et år, som virkelig har sat den danske musikbranche på prøve. Året har budt på utallige aflysninger og usikre fremtidsudsigter for både musikere og arrangører. Men trods de mange benspænd har jazzen i 2020 vist sig fra sin mest omstillingsparate, kreative og sejlivede side. De mange projekter i Jazzpuljen, som William Demant Fondens bevilling har bidraget til, vidner om netop dette” - udtaler Eva Frost, Leder af JazzDanmark.

Udover Jazzpuljen har bevillingen fra William Demant Fonden også gjort det muligt for JazzDanmark at indstifte Hæderslegatet, der er en årlig uddeling til kunstnere, der har gjort noget ekstra for jazzen i Danmark.